Nedenstående essay er Bent Sørensens oplæg til arrangementet ”Livskvalitet og Humaniora”, som blev arrangeret af Humanistisk Studiemiljøudvalg på Aalborg Universitet. Seminaret blev afholdt på Studenterhuset i Aalborg i foråret 2006.

Det var en stor fornøjelse at blive indbudt til at deltage i et panel om humanistisk videnskab og livskvalitet, arrangeret af det humanistiske studiemiljøudvalg på Aalborg Universitet, der blandt andet skrev følgende om, hvad man forestillede sig, vi i panelet skulle forholde os til: ”Vores humanistiske identitet (hvad det så end er for en størrelse), vores forskelligartede kulturelle fokuseringer, samt vores formidlingsdimensioner, er noget af det, der binder de humanistiske fag sammen. En fælles ramme for et tværhumanistisk arrangement kan derfor være at diskutere, hvordan kulturelle produkter, teknologi og sociale interaktioner spiller en rolle for kvaliteten af menneskets liv. Vi har derfor indbudt en bred vifte af fakultets undervisere til at belyse temaet livskvalitet i forbindelse med det område, de arbejder med.”

Der er altid en vis pervers fornøjelse i at modtage en bunden opgave som den arrangørerne af dette panel har givet mig, nemlig at kontekstualisere livskvalitet ud fra begreberne kultur og identitet. Fornøjelsen bliver ikke ringere af at opgaven indbefatter at tale om kultur, som jeg er næsten 100 procent sikker på, at jeg ikke kan definere entydigt, og livskvalitet som jeg er 100 procent sikker på, jeg ikke aner hvad er. Man kan jo så håbe, at der ud af mødet mellem to negativer kan opstå en positiv forbindelse…

For at begynde med den totalt ubekendte størrelse ’livskvalitet’ kan jeg så passende gribe til lænestolsfilologens yndlingsredskab: det etymologiske leksikon. I mit tilfælde, med en engelskfaglig baggrund, bliver det selvfølgelig Oxford English Dictionary, jeg vælger. Det mest umiddelbart pirrende at kigge på i det sammensatte ord livskvalitet er det sidste element, kvalitet. Ordet er selvfølgelig latin i sin oprindelse, men er også helt specielt i den forstand, at det er et bevidst konstrukt, som vi oven i købet kender den præcise oprindelse til. Ordet er dannet af den store romerske orator, advokat og politiker, Cicero, som ønskede at skabe en pendant til det lignende græske begreb poiotes, eller ’hvad-hed’ som stammer fra Platons filosofi. Det latinske ord, qualitas, indeholder, som man kan høre selv i den danske afledning, elementet qualis, som kan oversættes til ”af hvilken slags”. Når man stiller spørgsmål om kvalitet, er det altså arts-spørgsmål, man rejser: Hvad er det for noget, hvilken slags har vi at gøre med? Underforstået i denne afledning er så selvfølgelig, at ikke alle slags er ens eller lige: der er et hierarki indbygget i begrebet selv. Ikke alt er af samme kvalitet, ikke alt er ens, ikke alt er lige godt. Denne rangering af ting på en skala eller i et hierarki gør selve ordet ’kvalitet’ til et godt mål for en dekonstruktiv approach: man tager et hierarki, vender det på hovedet, ser hvad det er lavet af, fremmedgør det ved at teste den modsatte rangorden i hierarkiet etc. Det vender vi tilbage til om lidt.

Foreløbig har vi så fundet ud af lidt om ordet livskvalitet, nemlig at det er et begreb, der har noget evaluativt og potentielt konservativt indbygget i sig. Der er ingen pointe i at opstille et arts-hierarki, hvis man ikke tager konsekvensen af kvalitetsforskellene og slutter at noget er bedre end andet, og dernæst drager følgeslutningen, at det, der er godt, må vi bevare og eventuelt have noget mere af, mens det, der er mindre godt, er noget, vi kan undvære eller direkte skal arbejde for at afskaffe. I sammenhængen ’livskvalitet’ kan det lyde uskyldigt at sige disse ting: vi går selvfølgelig ind for større livskvalitet, hvem kan sige fra over for det? På den anden side er det værd at huske, at ethvert hierarkisk begreb har en ekskluderet pol, og når denne pol knyttes til bestemte individer, bevæger vi os ud på farlig, gyngende grund. Hvad nu hvis større livskvalitet for os hvide borgerdyr af mandskøn betyder lavere livskvalitet for underprivilegerede grupper, fattige, kvinder, tredje-verdens borgere etc.? Man skal derfor ikke kaste sig blindt i armene på et livskvalitets-evangelium, men huske at hierarkiske oprindelser medfører hierarkiske konsekvenser. Måske er det ikke spor tilfældigt at frasen quality of life første gang kom ind i det engelske sprog i 1943, en brydningsperiode mellem den gamle imperiale verdensorden og en ny enten fascistisk eller kapitalistisk-demokratisk ideologi.

Heldigvis er det sådan, at kultur-begrebet har en lignende, om end endnu mere kompleks begrebshistorie, som jeg ikke skal kede jer alt for meget med, men dog bliver nødt til at skitsere ganske kort. Ligesom med ’kvalitet’ er vi tilbøjelige til at synes, at vi godt ved hvad ’kultur’ er for noget. Vi genkender det, når vi ser det, vi ved hvornår vi har det, vi ved hvornår vi tager del i noget der er kultur (måske er det for eksempel det vi gør lige nu…). I de tre formuleringer jeg lige anvendte om kultur: at det er noget man kan se (eller høre, føle, smage etc.), noget man kan have, og noget man kan deltage i – ligger netop ordets kompleksitet blotlagt for os.

Netop disse tre måder at interagere med kultur på repræsenterer de tre hovedbetydninger af selve ordet: Kultur kan betragtes som en lang række produkter affødt af menneskets interaktion med noget stofligt: dette er den produkt- og produktionscentrerede betydning af ordet kultur – kultur ses som artefakter eller produkter af menneskelig stræben. Denne synsmåde er ofte knyttet til netop noget, der ligger tæt op ad det samme betydningsfelt, som vi lige har demonstreret, at ordet ’kvalitet’ refererer til: Kulturprodukter ses ofte som bærere af en eller anden form for kvalitet eller excellens, da ikke alle kulturprodukter er lige eller ligeværdige. Her behøver man blot at tænke på den nylige kanon-debat, som vi med årtiers forsinkelse havde i Danmark før debatten om Muhammed og profetens skæg begyndte at beskæftige alle lokale kultur-debattører på fuld tid. Målet med denne debat var netop blandt andet at fastslå for tid og evighed, at denne og hin Gasolin-sang havde langt større iboende kvalitet end alle andre Gasolin-sange, for slet ikke at tale om alle Sussi-og-Leo-relaterede kulturprodukter.

I artefakt-betydningen af ordet kultur er vi derfor inde i en verden, der har samme epistemologi som kvalitets-begrebets verden – den verden, hvori for eksempel T.S. Eliot indskriver sig med sit eget kulturprodukt, digtet "The Waste Land", hvor det talende jeg ophober et bolværk af kulturelle fragmenter, bag hvilket han kan forskanse sig inden den nært forestående ruin rammer også ham. Den postmoderne betydningsverden, der på mange punkter – men ikke i kulturministeriets regi – har afløst modernismens pessimisme og fremtidsangst, indebærer en kritik af dette kulturbegreb. En epistemologisk manøvre, der afskaffer den kvalitetsbårne indrangering af artefakter, er netop en nødvendig forudsætning for det postmoderne kulturbegreb, der snarere kategoriserer ud fra en nøgtern semiologisk beskrivelse af objekter og artefakter, hvor blot det at et objekt producerer læsbar betydning gør det til et kultur-objekt. Men igen foregriber jeg begivenhedernes gang en smule – for hvordan var det det var med de to andre kultur-betydninger?

Kultur er jo netop også noget, man kan have – ikke i betydningen besidde som objekt, men i en endnu mere organisk sammenhæng med kvalitetsbegrebets betydningsfelt, noget man kan have som iboende egenskab, eventuelt efter en passende indpodningsperiode tilbragt i en nøje udvalgt uddannelsesinstitution, hvor ens mentorfigurer dedikeret kultiverer ens egenskaber. Ordet ’kultiverer’ er selvsagt valgt med velberådet hu i den forrige sætning, da det netop er heraf kultur har sin etymologiske oprindelse fra det latinske cultus: Kultur og afledningen ’kult’ er netop noget man dyrker, kultiverer. Og målet med kultiveringen af dette felt er præcis at nå den højst tænkelige findyrkelse i menneskesindet, så man bliver værdig til at bære prædikatet ’kultiveret’, ’kultur-personlighed’ (culture vulture som man ofte siger på engelsk, uden denne vamle reverens vi foretrækker på dansk). Der er altså, ikke spor tilfældigt, en rod i ordet som henfører til dyrkelse i to sfærer, henholdsvist den religiøse, kultiske og den organiske, som ser kultur som en vækst eller fremvækst af noget særligt forfinet og attråværdigt, som almindelige dødelige maksimalt kan spejle sig i, men næppe gøre sig forhåbninger om selv at opnå. Har man kultur i denne forstand er man bærer af det selv samme hierarki, som vi mødte i kvalitetsbegrebet: man er bedre end andre, og ofte er tanken ligeledes, at den kultur man er bærer af, som kultiveret, er et eksempel på en kultur eller ligefrem civilisation, som er bedre end andre folks. Igen løber vi panden mod muren forårsaget af ordenes etymologi: de kommer færdigpakkede med hierarkiske distinktioner som forleder os til at tage en ideologisk bagage ombord, som vi burde tænke os godt om inden vi accepterer.

Vender vi os mod den tredje kultur-opfattelse er billedet lidt anderledes. Det participatoriske kulturbegreb er nemlig ladere i sin organisation, hvad angår det hierarkiske og rang-inddelte. Hvis kultur er noget vi gør, i betydningen praktiserer, snarere end noget vi betragter udefra eller bærer indeni, så er der åbent for alle til at være kulturaktører. Som en ikke uvæsentlig sidegevinst får vi også åbnet op for muligheden af, at der kan være mangfoldige sideordnede, sameksisterende kulturer i vores (om)verden, hvad enten de er definerede gennem klasse, race, køn, nation, tro eller alder. Vi kan måske endda have en virksomhedskultur eller en sportskultur, en mødekultur eller en foreningskultur, som man ofte siger om danskere som kulturaktører i denne way-of-life definition af, hvad kultur er.

Kultur betyder på denne måde en levet praksis i interaktion med alle former for artefakter, hvad enten de findes i naturlige miljøer eller er menneskeskabte, tegnbærende genstande og tekster. For mange er denne kulturopfattelse for bred og upræcis, men den har den fordel at den kan give plads til alle til at være subjekter med en vis form for agens overfor omverdenen, og derfor er den mit foretrukne kultur-begreb. Inden vi luller os ind i for stor kulturoptimisme, må vi selvfølgelig skynde os at anføre at way-of-life kulturbegrebet ikke afskaffer kulturkampe som sådan. Der er i lige så høj grad som i andre begreber hierarkiseringsmuligheder. De fleste tekster kan faktisk betragtes som kamppladser for kultur og identitetspositioner, hvor man prøver formationer af i modsætning til andre kulturers og identiteters værdier og dogmer/ideologier. Nogle tekster sætter subversive dagsordener, som når feministisk litteratur præsenterer utopiske verdener uden krig og konkurrence ansporet af overdreven maskulin testosteronproduktion. Andre tematiserer uligheder mellem racerne, undertrykkelse af trossystemer, diskrimination af mennesker blot fordi de er for unge eller gamle til en bestemt funktion, etc. etc.

Hvad er nu relationen til livskvalitetsbegrebet i way-of-life kulturdefinitionen? Ja, først må jo konstatere, at oversætter vi way-of-life til en slags dansk, så kommer vi måske frem til begreber som ’levevis’, ’levemåde’, eller lidt friere ’livsform’ eller måske ligefrem det tæt beslægtede, men af reklameindustrien stigmatiserede ’livsstil’. Elementet ’liv’ findes altså allerede manifesteret i denne kulturbetydning, ligesom i begrebet livskvalitet, som vi nu måske kan begynde at se på som også havende betydningen ’den levede kvalitet’ snarere end blot ’kvaliteten i vores liv’. Denne dekonstruktionsmanøvre, som jeg tidligere annoncerede jeg ville komme tilbage til, tillader os nu at kigge på livskvalitet gennem lidt mindre forvrængende brilleglas. Hvis ’den levede kvalitet’ korreleres med ’kultur som levemåde’ kan vi måske komme frem til en definition af vores liv, som vi kan leve med – foruden at det begynder at ligne et felt som vi kan lave humanistisk forskning og undervisning indenfor, en ikke uvæsentlig sidegevinst i disse dage, hvor humaniora har en lidt negativ klang blandt kasseapparatstænkerne i forskellige ministerier.

Jeg foreslår altså, at identitets-begrebet bringes på banen for at mediere mellem kultur og livskvalitet. De historier, vi fortæller os selv og andre om hvem vi er, hvem de er, og hvad forholdet mellem os er, handler næsten alle om kultur som levemåde og den levede kvalitet. De er ikke længere overgribende statiske grand narratives, men lokale tidsbegrænsede bud på, hvordan vi forhandler med andre om det rum og tid, vi har til fælles i det levede liv. De er i sagens natur ikke konlikt-fri, og heller ikke hierarki-fri fortællinger, men de er i mange tilfælde langt mere åbne omkring deres endemål, deres teleologi, end kulturfortællinger, der støtter sig på kvalitetshierarkier, eller kulturforestillinger, der peger på sådanne kvalitetshierarkier gennem deres etymologiske rod.

Derfor er min yndlingskulturfigur en skaldet, tyk, gul mand ved navn Homer Simpson. Han bærer livskvalitet i sin tykke mave, der gennem et livslangt kultiveringsarbejde er konstrueret af Duf Beer, doughnuts og All-U-Can-Eat-buffeter. Homer er kropsliggørelsen af den antihierarkiske levede kvalitet – han har aldrig mødt en peanut, en sandwich eller en pizza, han ikke kunne lide. Han lever og ånder kultur: de fragmenter, han samler for at beskytte sig mod den kommende ruin, består af kagekrummer og ølslatter på bunden af andre folks Duf-dåser. Af og til fristes han til at prøvesmage livet som hierarkisk kvalitet, at påtvinge andre en udgave af et kanonisk kulturbegreb, men selv når han får et tilsyneladende drømmejob, som det at være madanmelder for den lokale avis, går det galt, for Homer er et stort gigantisk Id, der ikke i længden kan gøre forskel på mad ud fra kvalitetskriterier. For Homer er alt kultur, bare det kan spises og der er nok af det – og det er der heldigvis aldrig.

Velbekomme!